Bevæbnet, men aldrig farlig
Anmeldelse av festivalutstillingen Guarantee of freedom, security and intergenerational traumas, del av Barents Spektakel 2024 - Soft Shields. Produsert og kuratert av Pikene på broen, 15.02.2023 – 20.03.2023, Kirkenes.
Årets festivaludstilling på Barents Spektakel er solid når det kommer til bearbejdning af traumer og mild humoristisk ironisering over militærets sprog. Men alligevel undrer jeg mig over nogle af de kuratoriske valg.
Skrevet av Niels Nielsen
Med udstillingen Guarantee of freedom, security and intergenerational traumas stiller kurator- og produsent-kollektivet Pikene på broen skarpt på konsekvenserne og følgevirkningerne af en øget militarisering af nordområderne. Udstillingsteksten forklarer at de syv kunstnere gennem broderi, silketryk, flag, medaljer, store skulpturer og et videoværk i Terminal B vil angribe nogle af samtidens mest omdiskuterede tematikker: postkoloniale diskurser, klimakrise, autoritære regimer, propaganda og social manipulation. Det er store temaer.
Allerede før man ankommer til Terminal B, Pikene på broens galleri på Storgata i Kirkenes, vil man sandsynligvis have mødt værkerne fra en af udstillingens kunstnere i byens centrum. Siri Hermansens værk I Will (2021) består af en række flag rejst på John Savios Plass og i Terminal B's lokaler, samt en videoprojektion på gaden udenfor i Storgata. På de sorte flag er der med store, hvide bogstaver trykt en række udsagn, som ifølge værkbeskrivelsen skal referere til hvordan man skal agere i tider med uretfærdighed og tyranni. Udsagnene er inspireret af den amerikanske historiker Timothy Snyders bog On Tyranny fra 2017. Gennem 20 “lektioner”, foreslår Snyder hvordan enkeltindivider kan yde modstand i mødet med en “tyran”. Bogens lektioner tæller blandt andet læresætninger som “defend an institution”, “believe in truth”, “be reflective if you must be armed” og “establish a private life”. I I Will har Hermansen approprieret Snyder’s lektioner, og aktiveret dem ved at sætte ordene “I Will” foran hvert af dem. Hvor bogens lektioner er forslag til individuel modstand, bliver beskueren gennem denne behandling tvunget til at tale Snyder efter munden. I det øjeblik vi gentager sætningerne i vores hovede, er de ikke længere rettet mod personlig frihed, men anvendt som et tyrannisk værktøj for sindelagskontrol.
Hovedparten af Hermansens flag er placeret andre steder end udstillingens primære lokation. Inde i galleriet er bare et flag hængt. Her har man valgt at besværliggøre læsningen ved at vende skriften mod væggen. Hvis man kniber øjnene sammen, kan man se, at der med store hvide bogstaver står “I WILL BE A PATRIOT”. Jeg bliver forvirret af dette greb, hvor man har valgt en mere tøvende tilgang til Hermansens værk. Hvor resten af flagene synes at være en humoristisk refleksion over paradokserne ved subjektiv moral, bliver denne hengemning underligt seriøs. Ved tidligere visninger af værket har dette flag imidlertid ikke været gemt bort. Vil kuratorerne at jeg skal tage læresætningernes didaktik alvorligt, men at åbenlys patriotisme alligevel bliver for krads for deres moral?
Colloquial place names linked to military activity (2022) undersøger civilsamfundets navngivning af militære anlæg og infrastruktur. Toril Johannessen har indsamlet dagligdagsnavne gennem lokale foreninger og databaser, og præsenterer dem på et silketrykt kort over Nord-Norge. Strategiske anlæg, udstationeringsboliger og militære forsyningsruter har i efterkrigstid beholdt navne som “Dollar Strøket”, “Minesteinen” og “Blodvegen”. Værket dokumenterer hvordan militær logik fra både anden verdenskrig og den kolde krig den dag i dag inspirerer stedsidentitet og sprog i Nord-Norge. Det bliver en fin refleksion over hvordan konflikter kan forandre lokal identitet og landskabsdefinitioner. Samtidigt er der en spændende magtdynamik til stede i Johannessens kortlægning af militæret; som regel er det militæret med deres akademier og overvågningsfartøjer, der kortlægger civilsamfundet, og ikke omvendt. Værket beskriver dermed et forhold, som Barents Spektakel 2024 er optaget af; det civile beredskab, og dets evne til at holde øjne og ører åbne overfor militær aktivitet. Som for at insinuere at vi civile ikke ved alt om militærets gøren i nordområderne eller for at understrege den pågående optrapning i tilstedeværelse, er der på kortet efterladt plads til fremtidig information. Kortet er altså, som landskabet, ikke et historisk dokument, men under stadig udarbejdelse. Værket efterlader både konkret og i overført betydning en del ting usagt – det er som om at vi som publikum bliver inviteret til at hjælpe med efterretningsarbejdet.
Andre værker i udstillingen bearbejder eftertiden, og den pris civilsamfundet og dets borgere betaler i kølvandet på krig. Marsil Andjelov Al-Mahamids serie af broderier, Mutations (2019,2021) er dedikeret til den genetiske skade stråling fra bomberne over Hiroshima, Nagasaki og kunstnerens hjemland Yugoslavien har forvoldt. De tre tekstilværker afbilleder henholdsvis en DNA-streng og to abstraktioner af, hvad jeg formoder er celleforandring. Al-Mahamids fine håndarbejde insisterer på en menneskelig repræsentation af bombens ofre. NATO alliancens bomber over kunstnerens hjemland har ikke bare ramt samfundets infrastruktur – den har forandret dens befolkning og tilmed ændret deres genetik.
Op ad trappen, på galleriets andet udstillingsrum, er et andet værk også optaget af følgevirkninger. Marit Ellisiv Landsends Transformation (2024) indtager hele lokalet; en struktur af pigtråd, hvorfra glasklumper hænger som tårer over en seng af køkkensalt. Pigtråden er hentet fra en af nazisternes arbejdslejre i Kirkenes, hvor kunstnerens bedstefar var indsat under anden verdenskrig. Med sin dunkle belysning og rustne metal, bliver man hurtigt draget ind i værkets stemningsbillede. Den pigtråd, der tidligere definerede de indsattes indespærring, er nu transformeret til et billede på intergenerationelle traumer. Transformation er en dyster omgang, og synes at holde fast i en følelsesmæssig bearbejdelse af krigens emotionelle arv.
I den bageste ende af galleriet hænger Philipp Guzeevs Medals (2024). De er baseret på kloakdæksler fra Rusland og New York, og fremhæver det universelle formsprog og visuelle lighed mellem henholdsvis kloakdæksler og militære ordener. Værkteksten beskriver, hvordan projektet reflekterer over medaljers levetid, og hvad der sker med dem, når de ikke længere bliver tillagt den værdi, de blev skabt for. Denne dimension oplever jeg imidlertid ikke spejlet i værket selv, men medaljernes funktion i udstillingen er vellykket. Guzeev har fået serien af medaljer produceret på en fabrik i Kina, muligvis samme sted som alverdens militær også får sine statusindikatorer støbt. Dette forhold bliver klart for mig, da jeg overværede Guzeevs kunstnerpræsentation, og er ikke kommunikeret i udstillingen. Det føles som en spildt mulighed for at reflektere over militærets forpligtelser overfor og afhængighed af det frie marked.
Bianca Hisses to-kanals videoværk The New Theatre of Operations (2023) tager os ind i sneklædte landskaber i Kirkenes i Finnmark og Andøya i Nordland, hvor dansere udøver militære øvelser. Øvelserne er delvist rytmisk synkroniseret danserne imellem, mens de i andre scener fremstår mere improviserede, til tider kaotiske. Jeg forestiller mig at koreografen i nogle scener har givet ganske præcise ordrer til hvordan danserne skal bevæge sig, imens de i andre har fået lov til at manøvrere frit. Kameraet panorerer i lange sekvenser over dansernes militærrefererende, tekniske påklædning. Lydsiden til værket er teksturfyldt, monotont og minder mig om “sonarlydene” fra radarsekvenser i amerikanske krigsfilm. I modsætning til en krigsfilm bygger The New Theatre of Operations imidlertid ikke op til nogen bombastisk forløsning. Filmen og øvelserne fortsætter i et konstant loop, og jeg forestiller mig at danserne stadig står et sted, derude i sneen, og fakter med armene.
Lidt afsides i udstillingen, nærmest gemt væk i galleriets reception og bag en glasdør, finder man det sidste værk - Alena Vlasovas The Protector (2024). Vlasova har også designet festivalidentiteten til Barents Spektakel 2024 - Soft Shields, og dette er i vid udstrækning et værk, der lægger sig i forlængelse af den. Hvor festivalens grafiske identitet refererer til NATOs visuelle sprog, er Vlasovas skulpturelle arbejde i højere grad en materialisering af årets titel. The Protector tager form af en tetrapod – et betonelement som vanligvis bliver brugt til kystsikring. Hellere end beton, er denne version af bølgebryderen dog oppustelig, et blødt skjold. Hvis man skulle finde på at placere den ved Barentshavets kystlinje, ville den formentlig ikke udfylde sin oprindelige funktion. Under krigen i Ukraine er brugen af oppustelige decoys eksploderet. Det er militært isenkram, såsom tanks, raketkastere og antiluftskyts, der i stedet for stål og panser er oppustelige, og produceret i plastic. Disse gigantiske badedyr kan narre satellitfotos og automatiseret billedanalyse, og føre til store strategiske bommerter for fjenden. De er så at sige specialfremstillet til en virkelighed, der i højere grad baserer sig på kameralinsens fortolkning af den. Der er noget humoristisk i introduktionen af visuel lokkemad i en kunstverden, der for tiden er drevet af værkernes evne til at lade sig dokumentere. Med dette i baghovedet forekommer Vlasovas værk som en fin refleksion over lighederne mellem militærets taktikker og det civile livs forudsætninger.
Årets festivaludstilling er solid når det kommer til bearbejdning af traumer og mild humoristisk ironisering over militærets sprog. Værkerne giver, trods densiteten i galleriet, god plads til refleksion over krigens logik og følgevirkningerne heraf. I udstillingsteksten bliver der slået ret stort brød op, og hvor jeg synes at udstillingen på nogle punkter fungerer rigtig godt, savner jeg at den i højere grad er sin egen position bevidst. Barents Spektakels festivaludstilling er god til at vende kikkerten væk og tilbage i tid, men det havde været interessant at se hvad der ville ske, hvis den også blev peget mod dem selv. Pikene På Broen hævder at ville dissekere propaganda, men kommer desværre aldrig med nogle bud på hvilken propaganda de selv, bevidst eller ubevidst, ligger under for. I begrebet Soft Shields, ligger en instrumentalisering af det civile – en slags dobbeltrolle, hvor man ufrivilligt bliver en brik i et større spil om territorial herredømme. Med tanke på at festivalen har valgt et så spændende og aktuelt emne, savner jeg en tilnærming af, hvad dette begreb betyder for deres egen sektor. Er også kultursektoren en brik i et større (militær)politisk spil? Dette er ikke tematiseret i udstillingen, til trods for at Ruslands krig i Ukraine og de afledte sanktioner har haft store konsekvenser for festivalens kuratoriske og konceptuelle råderum.
