Skånsom navigering i uperfekte kredsløb
Anmeldelse av Vedvarende opptakstilstand: Ingrid Bjørnaali, 07.03 – 01.04.2026, Kurant, Tromsø
Ingrid Bjørnaalis udstilling på Kurant balancerer mellem økologisk doku-fabulation og et underliggende spørgsmål om menneskets egentlige indvirkning i naturens kredsløb, som forbliver uafklaret.
Kunstneren Ingrid Bjørnaali flyder som en havfrue gennem vandet. Hendes udstrakte hænder er trukket tilbage ind i ærmerne på den gennemsigtige blå bluse, hun har på. Himlen er statisk lyserød, mens det, som formodentlig skal forestille havet, er et changerende tæppe af turkis og blå farver, som konstant skifter form. I det animerede landskab i video-værket Interferens flyder denne havfrue-Bjørnaali henimod en gigantisk muslingeskal, som synes at åbne sig for hende. Imens siger hun, som med et kor af sirene-stemmer «Hvordan kan vi nærme os jer, havet? Hvordan kan vi lære af dine livsformer?». Videoen pendler mellem disse animerede scener, som udtrykker en slags tidlig-internet nostalgi med ”glitches” og grynede farver, og realistiske sekvenser fra havet.
Denne blanding af sci-fi og dokumentar løber gennem hele udstillingen Vedvarende opptakstilstand, hvor Bjørnaalis ærinde netop er gennem kunsten at lære af havets mange mikro- og makroskopiske processer. Udover filmen er de to centrale værker i udstillingen, skulpturerne Uro I (what worlds world worlds) og Uro II (what worlds world worlds). Her træder materialiteten tydeligere frem. I Uro I er det centrale element en række kalkholdige, porøse objekter, hvis oprindelse i brændte østersskaller både kan anes og samtidig er transformeret til noget andet, der balancerer mellem det organiske og det bearbejdede. Objekterne er syet på blødt stof og fæstnet på tykke blå reb, som let kan associeres til havets udvindingspraksisser. Rebet er holdt oppe i et intrikat cirkulært mønster med tynde, næsten gennemsigtige plastiktråde. De hænger fra loftet, så rebet former en slags spiral – fra de rette vinkler kunne man tro, at det svæver i luften. Det samme gælder Uro II, her uden skaller, men også med et tykt reb holdt oppe af tynde plastiktråde. På trods af vidt forskellige medier, har installationerne den samme ”glitch”-æstetik som Interferens. Der er en bevidst DIY-energi over værkerne, hvor de umage kombinationer af materialer (fiskereb, kalk, stof) skaber en interessant dynamik. Værkerne fremstår som midlertidige formationer, næsten som rev under opbygning eller opløsning. De peger på en skrøbelig og sammenfiltret verden i konstant forandring, både under og over havets overflade.
Med udgangspunkt i stillehavsøstersen – en art, der både opfattes som invasiv og integreret i det norske økosystem efter den kom til landet for 46 år siden – undersøger Bjørnaali, hvordan menneskelig indgriben i naturen altid er indlejret i større kredsløb. Hendes proces, hvor skaller brændes, køles ned og omdannes til kalkmørtel, bliver ikke blot en teknisk metode, men en cirkulær gestus: udforskningen af et materiale, der kan vende tilbage til jorden, til havet, og til nye livsformer.
Denne cirkularitet spejler udstillingens titel, som peger på en tilstand, hvor både menneske og omgivelser konstant optager, filtrerer og forandres på grund af og ved hjælp af hinanden. Intet er adskilt fra resten af verdens materie, alt er forbundet. Men samtidig peger udstillingen også på Donna Haraways kendte udsagn ”it matters what worlds world worlds, what stories tell stories”. Selvom alt hænger sammen og synes at være infiltreret i hinanden, så har vi stadig et ansvar som mennesker for at fortælle de bedst mulige historier om vores sameksistens.
Den såkaldte filterføder står også centralt i udstillingen som både figur og etisk rettesnor. I værkerne Filter Feeder I og Filter Feeder II er henholdsvis en søstjerne og en slags djævlerokke syet på sort stof i varme røde og brune nuancer – igen, ophængt på en lidt hjemmelavet facon. Ligesom østersen eksisterer de ved at filtrere vandet, optage partikler og indgå i større økologisk netværk – en «vedvarende optagelsestilstand», altså. Filterfødere spiller en vigtig rolle i kondensering af biomasse og fjernelse af overskydende næringsstoffer (såsom kvælstof og fosfat) fra lokale vandområder. De betragtes derfor også som vandrensende økosystem-ingeniører.
Denne organisme bliver hos Bjørnaali en metafor for en måde at tænke perception og erkendelse på – som en kropslig, langsom og gensidig proces – som også er reflekteret i værkets håndværk. Værkerne insisterer på en lavmælt sensibilitet, hvor opmærksomheden rettes mod de mekanismer, der normalt unddrager sig menneskets blik. Samtidig peger filterføder-figuren på en helt konkret måde at være i verden på: en væren, der ikke er sensationalistisk, men tilbageholdende og skånsom, og som arbejder med de materialer, vi kan udvinde fra andre arter, uden at belaste jordens kredsløb unødigt.
Her rummer udstillingen en ambivalens: der gemmer sig en etisk opfordring i Bjørnaalis værker, som virker til at stå i spænding med den ellers fabulerende attitude. For kan man have et etisk ansvar for at ændre på naturens kredsløb, hvis man samtidig anerkender, at man er del af det og derfor netop ikke har en udenforstående agens? Dette er et kendt dilemma mellem nymaterialisme og mere antropocentriske tilgange til at «redde jorden». Som Haraway også skriver et sted: «microbes will adapt, to put it mildly». Pointen er ikke, at naturen kan «løse sig selv», men at menneskelig kontrol altid er begrænset og delvist egoistisk begrundet. Set i dette lys fremstår Bjørnaalis værker ikke som løsninger, men som forsøg på at arbejde inden for allerede eksisterende, uforudsigelige og uperfekte kredsløb. Hvor vi må leve med den erkendelse, at vi som dyr i et vist omfang er afhængige af at udvinde andre organismers ressourcer for selv at overleve.
De digitale og analoge teknikker, som Bjørnaali arbejder med – fra fotogrammetri til video – fastholder denne spænding. Optagelserne er aldrig neutrale, de bærer præg af teknologiens egne forvrængninger og oversættelser. Resultatet er værker, der befinder sig i et felt mellem det dokumentariske og det fabulerende, hvor virkeligheden både registreres og genopfindes – i tråd med Haraway og sci-fi-forfatter Ursula K. le Guin, en anden stærk inspirationskilde for kunstneren.
Vedvarende opptakstilstand fremstår således som en undersøgelse af – og insisteren på – sameksistens i en tid præget af ekstrem økologisk ustabilitet. Udstillingen giver for eksempel ikke klare svar på, om stillehavsøstersen er en trussel eller en berigelse for Norges kyster, men insisterer på at udforske og sanse denne ”invasive art” på måder, der blander kunstens og biologiens interessefelter. I stedet for at skabe overblik eller definere grænser foreslår Bjørnaali en anden tilgang: at blive i kompleksiteten, i relationen, i det, der konstant ændrer sig. Det lykkedes hende at formidle denne kompleksitet, måske netop gennem det skrøbelige formsprog, som oscillerer mellem sci-fi og realisme. Gennem denne usikkerhed om fortællerpositionen, formidles en verden, hvor mennesket ikke kan træde udenfor naturen for at regulere den, men må navigere i de kredsløb, det allerede er en del af og lære af de mange andre livsformer, som også bevæger sig i dem.
