En verden uden for verden
Anmeldelse av utstillingen Phantom Island, Kurant Visningsrom, kuratert av Niels Nielsen, 29. august–25.oktober 2026, Tromsø
Findes der en verden uden for verden? Når Kurant tager os med til Bouvetøya, den mest afsidesliggende ø på jorden, hvor kun få har sat deres fødder – men om hvilken utroligt mange har spekuleret, får man næsten følelsen heraf.
Skrevet av Ida Juul Poulsen
Jeg får lyst til at skrive det på engelsk og vrænge det skingert: It is one of the most remote places on earth! Denne impuls er ikke tilfældig, men direkte afledt af et af flere af danske kurator og kunstner Niels Nielsens bidrag til gruppeudstillingen Phantom Island: en halvramponeret smartphone hængt op på væggen, hvor et vilkårligt udvalg af hans Bouvetøya-algoritme fra TikTok looper. Det kunstnerdrevne udstillingssted Kurant præsenterer en gruppeudstilling, hvor alle pile peger i nogenlunde samme retning; mod en norskejet ø langt langt fra Norge, den ubeboede Bouvetøya, der ligger isoleret i Sydatlanten. Kurator Nielsen har inviteret otte nordiske kunstnere til at reflektere over remoteness: ikke kun i geografisk forstand, men som noget, der formes gennem adgang, kort, billeder, teknologier og fortællinger, som det står beskrevet i udstillingspamfletten.
Man kan ikke ikke more sig over nutidens måske mest almindelige formidlingsmetodes – den korte og opkørte reel – udlægning af mysteriet om dette menneskefjerne sted: 2,000 kilometres to the nearest humans! erklærer et ivrigt ansigt i Nielsens video, mens omkredsen optegnes på et kort over Sydatlanten: No one’s gonna pick you up here. De letfordøjelige videoer peger på det, til gengæld, svært ubegribelige og svimlende faktum, at på Bouvetøya er du noget nær alene i verden – en så godt som umulig forestilling i det globale fletværk, af en internetficeret og hyperdigitaliseret verden, vi har fået op at køre i moderne tid. Og udstillingen formår at trække tilbage fra nutidens online spekulation, til tiden før man endog havde bekræftet Bouvetøyas eksistens. For på trods af, at kun få har befundet sig på den ensomme ø, har den fra begyndelsen akkumuleret usandsynligt meget repræsentation og været genstand for myter og fiktioner.
Nielsens egne kreative formidlingsbidrag er til stede som diskrete fingerpeg i rummet, men de forekommer mig at være udstillingens rygrad. Det som har slået mig i eftervirkningerne af mødet med Phantom Island er, hvorvidt det var de, til anledningen, udformede værker (som strakte sig bredt over installationer, video og lyd), der opildnede min begejstring – for begejstringen var der utvivlsomt. Eller om det snarere var mødet med Bouvetøya: en geografisk placering i verden og et fænomen, der fik mig til at føle mig langt rigere, da jeg gik ud af udstillingsrummet sammenlignet med da jeg gik ind.
Påstanden kræver et eksempel: I bageste ud af to af visningsrum præsenteres Esben Ilds skulpturelle assemblage The Cursed Land (2026), hvor et detektivarbejde er flydt over sine bredder. En åben kuffert og utallige avisudklip spredt ud over gulvet rundt om. Tilsammen fortæller udklippene endnu en ubegribelig spekulationshistorie, nemlig den om det (stadig i dag!) forsvundne skoleskib København, jeg ikke vidste noget om. På teksten på væggen forstår man, at skibets forsvunden (selvfølgelig) har et link til Bouvetøya. Men det er fortællingen og ideerne, som værket behandler, jeg er interesseret i; snarere end værket selv. Installationen får en slags illustrerende funktion, men formår ikke at skabe ny mening i sig selv. Hertil kunne man indvende, om det ikke er selve installationens grundvilkår og potentiale – og til det kan jeg kun svare: muligvis.
Uanset er der værker, der undsiger sig ovenstående problematik. Eksempelvis landskabsarkitekten Maximilian Schobs tre-kanals videoinstallation Sensing Phantom Island (2026), der præsenterer sammensmeltede satellitbilleder af øen. Her går kunstnerisk og videnskabelig æstetik op i en højere enhed på en måde, så jeg er mindre i tvivl om, hvorvidt det er værket først, vægteksten så, der generer interessen.
Foran Schobs skærme kan min opmærksomhed ikke unddrage sig en pænt stor oppustelig version af Bouvetøya, som jeg får lyst til at smide mig i eller hoppe på. Den er del af den lokale Arktisk-orienterede kunstnerduo Radio Arctics (Anna Diljá Sigurðardóttir og Gudrun Havsteen-Mikkelsen) lydinstallasjon lost-in-the-fog.by (2026), og demonstrerer hvordan Bouvetøya er en både fysisk og konstrueret realitet. Tre par høretelefoner giver adgang til interviews med personer, der rent faktisk har været på, eller i hvert fald tæt på, the most remote island in the world. Det er blandt andet forskere med tysk accent, der advarer mod, at krydstogtturismen søger til Bouvetøya, grundet de store risici forbundet med sejlads i så landløst et hav.
Interessant nok er de her fremhævede værker eksempler på krydsfelter mellem billedkunst og andre discipliner. I dette krydsfelt lykkes det værkerne at træde ud af det teatralske eller kulisseagtige, og blive noget i egen ret. Og det er heldigt. For med Phantom Islands fascinerende, men på forhånd determinerede fokus er der fare for, at det bliver en slags kuratorens soloudstilling, forklædt som gruppeudstilling. Jeg kan sige det som følger: Det er tydeligt, at kurator Nielsen er dirigenten i dette orkester. Men dirigenten har fået sine musikere til at spille på en måde, så det samlede stykke musik er højst interessant at lytte til. Phantom Island er en oplevelse. Og virkede på nærværende beskuer som en behændig dåseåbner, der ledte mig direkte på internettet efter mere Bouvetøya, mere remoteness.
Inde bag det undseelige vinduesparti i Kurant på hjørnet af Hansjordnesgata i Tromsø gemmer sig en historiefortælling, der er rig og bred. At besøge Phantom Island vil højst sandsynligt udløse nysgerrighed og videbegær, og det synes at være en ubetinget succes. Det interessante spørgsmål, der følger, og som jeg velsagtens selv må ligge og rode med, er så blot, i hvor høj grad det egentlig var kunsten, der imponerede.
